Afbrænding af naturgas

Pressemeddelelse: Afbrænding af gas vest for Ørum skaber stor flamme på 15 meter

Viborg, den 23. marts 2017

Mandag formiddag den 3. april vil der rejse sig en stor, buldrende søjle af ild på op til 15 meter. Det sker, når HMN GasNet, afbrænder ca. 4.000 kubikmeter gas på Overlundvej 8, Tjele. (1.5 km vest for Ørum).

Afbrændingen forventes at vare ca. 20 minutter og vil finde sted i tidsrummet mellem kl. 11 og 12. Når gassen brændes af fra en 12 meter høj mast, også kaldet en flare, vil der komme en øredøvende larm på op til ca. 110 dB svarende til lyden af en koncert på Roskilde Festivalen (eller en F-16 under start). Samtidig opstår der en kraftig varme, som vil kunne mærkes på mere end 100 meters afstand.

”Der kommer fuldt blus på. For på kun 20 minutter brænder vi lige så meget gas af, at det svarer til næsten den mængde, som seks villaer forbruger på et helt år. Så det er ikke småting, vi taler om”, siger koordinator Søren K. Andersen fra HMN GasNet.

Afbrændingen, som er godkendt af brandvæsenet og politiet, er nødvendig, fordi HMN GasNet skal flytte en stålledning i forbindelse med byggeri i området.

”Stålledningen skal tømmes – og dette gøres netop ved at afbrænde gassen. Afbrænding er den mest hensigtsmæssige måde at tømme rørene på, både med hensyn til klima og økonomi”, forklarer Søren K. Andersen.

HMN GasNet har på forhånd adviseret beboere, lodsejere og virksomheder i området om afbrændingen.

”Der er tale om en kontrolleret afbrænding, hvor alt er planlagt ned til sidste detalje. Man skal ikke begynde at ringe til politi og brandvæsen. Vi har tidligere foretaget en række tilsvarende afbrændinger, og i alle tilfælde er det hele gået som forventet og uden uheld”, siger Søren K. Andersen fra HMN GasNet.

Fakta

  • Metoden med at afbrænde naturgassen kaldes flaring

Gratis fotos af lignende afbrænding

Find fotos fra tidligere afbrændinger her

Pressekontakt

Søren K. Andersen, koordinator, HMN Naturgas, mobil: 40 70 58 50, mail: ska@naturgas.dk
Malene Hadrup, kommunikationschef, HMN Naturgas, mobil: 40 99 35 55, mail: mha@naturgas.dk

Her sker afbrændingen

Fotos fra tidligere afbrænding