Ejerkommuner blåstempler salg af HMN GasNet til Energinet

14. marts 2019

På et ekstraordinært møde i dag har HMN Naturgas´ repræsentantskab godkendt salget af datterselskabet HMN GasNet til Energinet. Salgsprisen er 1,809 milliarder kroner, og overtagelsen af gasnettet sker den 29. marts 2019.

Repræsentantskabet er HMN Naturgas IS´ øverste myndighed og består af 87 medlemmer, som er udpeget af de 57 ejerkommuner. Alle 87 er kommunalbestyrelsesmedlemmer.

Salget af HMN GasNet til Energinet blev godkendt af energi-, forsynings- og klimaministeren samt af en enig bestyrelse i HMN Naturgas forud for offentliggørelsen af handlen lige før jul. Siden er handlen blevet godkendt af konkurrencemyndighederne og nu altså også af HMN Naturgas´ repræsentantskab.

Energinet, der er en selvstændig offentlig virksomhed under Energi-, forsynings- og klimaministeriet, køber dels det fysiske gasledningsnet, som fordeler og distribuerer gas til en kvart million forbrugere i hovedstadsområdet og i Nord- og Midtjylland, dels virksomheden HMN GasNet P/S med dens cirka 250 medarbejdere. Efter handlen er alle de store danske gasdistributionsselskaber nu samlet under statslige vinger.

Med salget af HMN GasNet er der kun to datterselskaber tilbage under HMN Naturgas I/S, nemlig HMN Biogas ApS og HMN Gastankstationer ApS. Hertil kommer en række juridiske og økonomiske forpligtelser. Der skal nu laves en plan for den fremtidige håndtering – eventuelt salg/afvikling – af disse aktiviteter, og på længere sigt også en afvikling af HMN Naturgas-koncernen. Administrerende direktør Susanne Juhl og økonomidirektør Anders Nørskov fortsætter med at stå i spidsen for aktiviteterne i HMN Naturgas og flytter efter eget valg således ikke med over til Energinet-regi.

Susanne Juhl understreger, at hun ingenlunde stopper sit virke i HMN Naturgas, selvom salget af HMN GasNet nu er endeligt på plads, og at det er hendes egen beslutning at blive, hvor hun er.

”I forlængelse af den langstrakte salgsproces finder jeg det helt naturligt, at Anders Nørskov og jeg ikke flytter med til Energinet, men derimod bliver i HMN Naturgas og får lagt en plan for de fremtidige aktiviteter i HMN Naturgas-regi. Og det har i øvrigt været en præmis gennem hele salgsforløbet, at aftalen ikke skulle indbefatte, at direktøren flytter med,” siger Susanne Juhl.

Yderligere information:

Malene Hadrup, kommunikationschef i HMN Naturgas, mobil: 40 99 35 55, e-mail: mha@gasnet.dk
Ole Bjørstorp, bestyrelsesformand i HMN Naturgas, mobil: 51 20 35 11
Susanne Juhl, administrerende direktør i HMN Naturgas, mobil: 21 43 10 55, e-mail: ssj@gasnet.dk